Nyhed

Pete Doherty til København

Den famøse musiker er dj på Basement i aften

Vi kunne i går fortælle, at Babyshambles-frontmanden Pete Doherty i øjeblikket arbejder sammen med Streets på en ny udgave af "Prangin' Out", der bliver næste The Streets-single.

Men det ser ud, som om den tidligere libertiner ikke er alt for bebyrdet rent arbejdsmæssigt lige nu, for gratisavisen Urban kan i dag fortælle, at Pete Doherty i aften vil være at finde som dj på Basement på Enghavevej.

Doherty skal underholde til lanceringen af tøjmærket Modern Ape, der sker som en del af den københavnske modeuge, der begynder i dag. Den skandaleomsuste musiker, der ikke er helt ubekendt med modebranchen i kraft af sit forhold til Kate Moss, har på det seneste virket mere sammenhængende end han længe har gjort, så det kunne faktisk gå hen og blive ganske interessant at høre, hvad den excentriske englænder har i pladetasken.


ANNONCE