Queens-rappperen og stortalentet er blevet signet af et multinationalt pladeselskab
Vild begejstring vil nok være at finde i de fleste hiphop-interesseredes hjerter, når de hører nyheden om stortalentet Pharoahe Monchs underskrift på Steve Rifkinds nye pladeselskab SRC (Street Records Corporation). SRC er et samarbejde med multinationale Universal. ”På et kreativt og et forretningsmæssigt niveau, har jeg aldrig været så begejstret”, udtaler Pharoahe Monch til sohh.com.
Den kommende plade med navnet ”Desire” er Pharoahe Monchs andet soloalbum efter den kritikerroste solodebut ”Internal Affairs” med hittet ”Simon Says”, der udkom på undergrundsselskabet Rawkus helt tilbage i 1999. Billboard.com skriver, at ”Desire” er planlagt til at udkomme senere i år, men for dem, der ikke kan vente, vil en ”white label-single” ved navn ”When The Gun Draws” ramme gaden allerede til maj, og den skulle få følgeskab af en kortfilm. Den første planlagte kommercielle single vil få navnet ”Push”, skriver sohh.com idag.
Steve Rifkind og Pharoahe Monch er slet ikke nye spillere. Tværtimod. Alle inkarnerede hiphoppere har næsten med garanti stiftet bekendtskab med de to på den ene eller anden måde. Steve Rifkind er forretningsmanden med den gode næse for hiphop. Han grundlagde nu hedengangne Loud Records og var dermed medvirkende til at gøre Wu-Tang, Mobb Deep og Big Pun til stjerner.
Pharoahe Monch gik solo, men inden da var han medlem af nu opløste Organized Konfusion på tre album. Han har været æresgæste-rapper på et hav af udgivelser med alle Amerikas kendteste hiphop-profiler, og desuden optrådte Pharoahe Monch i Danmark tilbage i 2004 til Århus Took It. Noget af det senest udkomne fra Queens-katten er helt tilbage fra 2003, nemlig den anbefalelsesværdige banger ”Agent Orange”.