Legenderne spiller rundt om i Europa i juni og juli
Sammen med Rolling Stones er The Who de sidste af de store bands fra 60'erne, der fortsat lever i bedste velgående. Selvom bandet ikke har udgivet nyt materiale siden "It's Hard" fra 1982, så har de turneret en del siden da med hjælp af bl.a. Zak Starkey (Ringo Starrs søn), der har været fast trommeslager for bandet siden Quadrophenia-turnéen i 1996. På samme turné trådte desuden Pete Townshends bror Simon for øvrigt til som guitarist i bandet.
Der har siden efteråret 2004 været rygter om, at Roger Daltrey og Pete Townshend var i gang med et nyt album, hvilket delvist skulle være inspireret af den energi Zak Starkey har tilført bandet. Daltrey udtalte i november sidste år til New York Daily News, at han og Townshend havde arbejdet sammen i studiet, men siden da er der ikke kommet ny information frem om projektet.
Men nu begynder bandet at offentliggøre europæiske koncertdatoer, hvilket om ikke andet viser, at The Who ikke er færdige med at røre på sig endnu. Bandet er eksempelvis sat på som et af hovednavnene til den engelske T In The Park-festivalen 9. juli og har desuden lige nu listet festivalerne Wireless Festival og Liverpool Summer Pops på den engelske del af deres turnéplan.
Den turnéplan indeholder lige nu også jobs i Irland, Østrig, Tyskland og Frankrig, og der offentliggøres nærmest nye koncerter hver dag lige nu. Dermed vil vi da gerne her på stedet lufte muligheden for, at The Who også lægger vejen forbi Danmark til sommer. Det ville da i hvert fald være en ganske oplagt tilføjelse til programmet for en af de større danske festivaler.