Nyhed

Festival uden hovednavne

Nakkefestivalen vil igen i år være undergrundens egen festival

De praler faktisk med det, folkene bag Nakkefestivalen i Rørvig omegn: Ikke at have nogen hovednavne. Festivalen er en nemlig for den spændende musik, der er på vej: ”Her får den nye musik mulighed for at møde sit publikum. For at folde sig ud live. For at se, om musikken holder, og om publikum holder.”

Mener man selv, at man holder som publikum, så er det bag Rørvighallen den 19.-22. juni, det sker. Arrangørerne har hørt over 200 demoer for at finde frem til de 30 navne, der gæster festivalen – ”et større arbejde, end man skulle tro,” rapporterer booker Martin Vinter. Til gengæld mener man også at have fundet frem til noget af det bedste nye, den danske scene byder på – og til bands med væsentlige ”kunstneriske projekter”.

Vi andre bliver næsten nødt til at tage de flittige arrangørers ord for det, for kun de færreste af bandene på Nakkefestivalen har plader på gaden. Undtagelserne Babylove & The Van Dangos og JazzKamikaze har til gengæld høstet en pæn portion anmelderroser, mens navne som Doí (billedet), Entakt og Organiseret Riminalitet (kendt fra KarriereKanonen) arbejder på sagen med en pæn portion hype i ryggen.


Nakkefestivalen

ANNONCE