De excentriske indiehelte spiller for 130 mennesker på Gæstgiveren i Allinge
Gæstgiveren i Allinge drives af en flok københavnere fra Ingolfs Kaffebar, der hver sommer i et par måneder tager til Bornholm og beværter overnattende gæster med god mad og ditto musik. På årets program er store danske profiler som Tue West, Peter Sommer og Rasmus Nøhr, men det helt overrumplende scoop kommer fra USA. Selveste Mercury Rev vil nemlig give koncert for de rundt regnet 130 mennesker, Gæstgiveren kan rumme, onsdag den 12. juli klokken 20.
”Mercury Rev på eksklusiv gæstevisit fra USA,” lyder den nøgterne beskrivelse på Gaestgiveren.dk, hvor f.eks. De Nattergales Carsten Knudsen ellers forsynes med fire linjers beskrivende tekst. I det hele taget virker arrangementet decideret underpromoveret, men det har ikke forhindret Mercury Rev-entusiaster i at indlede en mindre telefonstorm mod Gæstgiverens Malene Botoft.
Det er i skrivende stund ikke muligt at få afklaret, hvad billetter koster og hvor de kan købes – også fordi spillestedet normalt ikke opererer med forsalg. Til gengæld har Botoft en vis idé om, hvorfor Mercury Rev har valgt at give koncert på Gæstgiveren.
”Som jeg har forstået det, var et af bandmedlemmerne på Bornholm for et stykke tid siden. Han blev helt vild med omgivelserne og bad derfor sin booker om at arrangere en intimkoncert, så resten af bandet også kunne opleve øen,” forklarer den travle gæstgiver.
GAFFA.dk vender naturligvis tilbage med detaljer om billetsalget, når vi ved mere.





