Nyhed

Antony and the Johnsons til Århus Festuge

To meter høj singer/songwriter-transvestit giver kvindetema nye dimensioner

Temaet på årets Århus Festuge bliver under overskriften ”Womania” kvindekønnet, og arrangørerne har netop sikret sig et markant rytmisk hovednavn. Den 7. september 19.30 spiller Antony and the Johnsons i Musikhuset Århus, hvor den to meter høje transvestit i sagens natur vil give nogle alternative bud på køb og identitet.

Antony Hegarty har i sin eksplosive karriere taget selviscenesættelsen fra New Yorks transseksuelle undergrundsmiljø med sig ind på rockscenen, og det har skaffet ham en del omtale. Alligevel er han alt andet end en gimmick-rytter. Som hjemtagelsen af den prestigiøse engelske Mercury-pris anno 2005 viste, gemmer der sig masser af musikalsk saft og kraft bag det aparte ydre.

Berømmet er Antony især for sin gåsehudsfremkaldende stemme, der med en fænomenal vibrato og bjergbestigende rækkevidde fører singer/songwriterens hjerteskærende tekster om at være en kvinde i en mandekrop helt til dørs. I Musikhusets Store Sal lover arrangørerne perfekte rammer om Antony and the Johnsons, der nok skal forstå at udfylde koncertsalens andægtige stilhed med bevægende toner.


Billetter kan bestilles hos BILLETnet på telefon 70 15 65 65 eller via www.billetnet.dk. Man kan også bestille billetter via Musikhuset Aarhus på telefon 89 40 40 40.

Antony and the Johnsons spiller også i København 8. september i Falconer Salen.

ANNONCE