Nyhed

Årets Leif: Finalisterne er fundet

Huset i Magstrædes talentkonkurrence går ind i den afgørende fase torsdag

Ti upcoming-orkestre har været omkring Huset i Magstrædes Musikcafé-scene for at bevise, at netop de burde vinde æren som Årets Leif. Men talentkonkurrencen kan kun have én vinder, og finalen kan kun have tre deltagere: Haahr, A Kid Hereafter (billedet) og The Holiday Show. Alle tre spillede ifølge meldingerne forrygende koncerter for en fyldt Musikcafé, og det er da også netop et begejstret publikum, der har stemt orkestrene i finalen.

Om bandene skriver Huset, at Haahr spiller alsidig rock med hilsener til Led Zeppelin og Jeff Buckley, A Kid Hereafter blander new folk, pop-punk og progressiv rock (!), mens The Holiday Show dyrker den stærke melodi i electro-poppede gevandter. De sidstnævnte vil i øvrigt være velkendte for Klub GAFFA-medlemmer, der i marts modtog en single med bandet i anledning af deres sejr i DK4’s Musikbarometeret.

Finalen finder sted under stor festivitas på torsdag klokken 21.30, hvor der uddeles præmier til såvel bands som publikum. De tre finalister vil give koncerter, og til sidst vil der kåres en vinder, der belønnes med en efterårs-turné rundt i Dannevang. Konferenciers bliver Marie Key og Jacob Thorkild.


Huset i Magstræde

ANNONCE