Nyhed

Gnarls Barkley på vej ud over stepperne

Koncept-projektets stærkt hypede debut ”St. Elsewhere” kommer i næste måned

På GAFFA.dk har vi haft mulighed for at smuglytte til Gnarls Barkley- debuten ”St. Elsewhere”. Vi løfter ikke nu sløret for, hvad der konkret er at finde på pladen endsige bedømmer kvaliteten. Dog kan det siges, at det lyder meget lovende, og det er til trods for, hvor super-hypet projektet er blevet. Til gengæld kan vi afsløre lidt om konceptets bagmænd, der klæder sig i tvetydighedernes og mystikkens rober.

”St. Elsewhere” dumper ned i en pladebutik nær dig om præcis en måned. Det vil sige 24. april 2006, og den er længe ventet. Allerede for et år siden annoncerede de to bagmænd, at de var i gang med et særligt projekt, og nu efter næsten tolv måneders barsel er skiven bragt til verden. De stolte fædre, der gemmer sig under navnet Gnarls Barkley, der er opkaldt efter basketballspilleren Charles Barkley, er ingen ringere end komet-dj og producer Danger Mouse og soul-crooner og mesterrapper Cee-Lo.

Eklektiske Cee-Lo Green alias Thomas Calloway er kendt fra sine to soloplader, men især fra hiphop-gruppen Goodie Mob, der, ufortjent, er mindre kendt i Danmark. Goodie Mob er en del af det Atlanta-baserede hiphop-kollektiv Dungeon Family, der blandt mange andre tæller megastjernerne i Outkast.


Danger Mouses navn gik verden rundt, da han begik, hvad GQ-magazine udnævnte til at være et bootleg-mesterværk nemlig ”The Grey Album” – et fuldlængde album skabt af rimene og rappen på Jay-Z’s ”Black Album” og melodierne på Beatles ”White Album”. Meget alternativt og meget nyskabende. Derudover skal det nævnes, at det også er Danger Mouse alias Brian Burton, der har produceret den nyligt DMA-vindende plade ”Demon Days” med britiske Gorillaz.

Det er netop Gorillaz, som Gnarls Barkley-projektet giver mindelser om. Ikke musikalsk, men nærmere konceptuelt. I en pressemeddelelse sendt med et eksemplar af ”St. Elsewhere” bliver intet helt konkret beskrevet om bandet, men det skinner dog igennem, at det er førnævnte Cee-Lo og Danger Mouse, der er hovedpersonerne. Om de som Gorillaz vil blive fremstillet som animerede figurer vides ikke, men i pressemeddelelsen beskrives Gnarls Barkley som én person med filosofiske budskaber, nærmest som en slags ”Bob” fra Twin Peaks, der kan være inden i os selv, uden at vi ved det...

Singlen "Crazy" er allerede i handelen.


Tjek den officielle Gnarls Barkley hjemmeside ud

ANNONCE