Rapperen skulle eftersigende have udgivet sig for at være en civilklædt betjent
Den amerikanske rapper The Game har en tendens til at blive arresteret for de dummeste ting, og kombineret med hans noget bizarre optræden på Roskilde sidste år, begynder der at tegne sig et billede af en person, der nok ikke er den hurtigste knallert på havnen.
Nu skal man jo ikke dømme folk på forhånd, og manden er jo teknisk set uskyldig, indtil andet er bevist. Men faktum er i hvert fald, at The Game i sidste uge blev arresteret for at have udgivet sig for at være en civilklædt betjent.
Ifølge en taxachauffør stoppede The Game hans bil på Manhattan og sagde, at han var en undercover cop, og at chaufføren skulle køre af sted for fuld speed og ignorere trafiklysene. Men undervejs stoppede chaufføren og hev fat i en rigtig betjent, der efterfølgende arresterede rapperen.
The Game har sidenhen udsendt en pressemeddelelse, hvor han noget kryptisk kalder arrestationen for "et trick udført af hiphop-politiet for at ydmyge mig" og derefter insisterer på, at han aldrig har udgivet sig for at være nogen som helst.
The Game udsendte tidligere på måneden pladen "Doctor’s Advocate".