Sangeren inviterer dig til at tage med på et Motley Cruise
Mötley Crüe spiller en række koncerter rundt om i Europa i løbet af sommeren og forventes at udsende et nyt album til næste år.
Men de fire bandmedlemmer er jo kendte for at have en lang række sideprojekter kørende samtidig med arbejdet med deres primære band, og frontmand Vince Neil lancerede sidste år et yderst særpræget projekt.
Hvor Nikki Sixx skriver sange til Meat Loaf, og Tommy Lee optræder i reality-serier, så har Vince Neil valgt en noget anderledes tilgang til en sideindtægt. Han har nemlig lanceret konceptet Motley Cruise.
I dagene 24.-28. januar 2008 kan man komme med på et krydstogt fra Miami, til Key West, videre til Mexico og så tilbage til Miami, hvor der undervejs vil være rock, damer, sprut, poker og meget andet.
Der reklameres med, at der vil være koncerter med både Vince Neil og andre bands, samtidig med at der vil blive arrangeret pokerturneringer og en auktion over musikmerchandise.
Det første krydstogt blev afholdt tidligere på året, og allerede nu kan man altså tilmelde sig til 2008-udgaven.
Prisniveauet for kahytter starter omkring 2700,- kroner, men så får du altså også tre døgn i selskab med Vince Neil på det ultimative rock'n'roll-cruise.