Nyhed

Genforenes Led Zeppelin?

2007 tegner til at sætte rekord for gendannelser. Måske Led Zeppelin lader sig inspirere

Det er den canadiske radiostation "Toronto's Classic rock", der hen over weekenden hævdede, at rockgiganterne Led Zeppelin muligvis står foran en overraskende gendannelse.

Stationen mener at vide, at bandets oprindelige bassist John Paul Jones har taget kontakt til Jimmy Page og Robert Plant for diskutere mulighederne for at spille en række koncerter.

Led Zeppelin gik oprindeligt i opløsning i 1980, efter at gruppens fjerde medlem, trommeslager John Bonham, på tragisk vis døde. Siden da har gruppen spillet sporadiske koncerter, bl.a. ved godgørende arrangementer. De tre resterende medlemmer har alle plejet solokarrierer siden da.

Det er dog langtfra første gang, rygtet om den store genforening florerer, men skal Led Zeppelin følge trenden, så må 2007 være det rette år at føre gigant-comebacket ud i livet.

På listen over bands, der har offentliggjort gendannelser de seneste måneder, finder man bl.a. Genesis, Jesus and Mary Chain, Crowded House, Smashing Pumpkins, Rage against the Machine, Van Halen og The Police.

ANNONCE