Markant stilændring i vente fra det danske band, der om kort tid udsender nyt album
Starten af 2007 markerer en ny begyndelse for danske The Fashion. og den 19. februar udsendes bandets andet album, der slet og ret får titlen "The Fashion".
The Fashions debuterede tilbage i 2003 med albummet "Rock Rock Kiss Kiss Combo" og hittede med "Let’s Go Dancing" og "Roller Disco Inferno", der opnåede massiv airplay i dansk radio, P3 Guld nominering, MTV Fresh Pick Of The Week og en meget positiv anmeldelse i Rolling Stone Magazine. Samtidig turnerede bandet heftigt i ind- og udland.
Debuten emmede af ubekymret popmusik, men på det nye album har The Fashion valgt at gå en langt mere dyster vej, hvilket førstesinglen "Letters From the Ambulance", der var Ugens Uundgåelige i uge 2, vidner om.
Bandet har været i godt selskab under tilblivelsen af albummet, der er produceret af Fridolin Nordsø (Moi Caprice, Outlandish), mixet af Michael Patterson (Beck, P-Diddy, Black Rebel Motorcycle Club), og mastereret af Stephen Marcussen (Rolling Stones, Johnny Cash, Primal Scream m.fl.) i København og Los Angeles.
Videoen til 1. singlen "Letters From the Ambulance" er instrueret af kortfilmsinstruktør Frederik Sølberg, og er bl.a. indspillet på Danmarks største zoologiske museum Naturama på Fyn.
På bandets hjemmeside kan man se videoen i sin fulde længe, få omfattende smagsprøver på det kommende album, samt se alle datoerne til den landsdækkende "Spanking New Music Tour", som bandet headliner i april og maj, med følgeskab af The River Phoenix og Band Ane.