Nyhed

Svensk Barbra Streisand-koncert aflyst

Divaen har fået halsproblemer og aflyser sin første koncert i Norden nogensinde

Det var noget af et scoop, da Barbra Streisand og koncertarrangøren EMA Telstar for lidt over en måned siden kunne annoncere Streisands første koncert i et nordisk land nogensinde. Koncerten skulle have fundet sted i Globen i Stockholm 4. juli, hvor Streisand skulle have sunget for et 58-m/k stort orkester foran et publikum, der havde betalt mellem 2100 og 5500 svenske kroner for fornøjelsen.

Men ak! Divaen har fået halsproblemer og er af sin læge beordret til at hvile stemmen nogle dage, hvilket altså går ud over Stockholm-koncerten, men dog ikke resten af Streisands turné, som faktisk er hendes første egentlige Europa-turné nogensinde. Turnéen fortsætter 10. juli i Manchester Evening News Arena.

De ikke helt billige billetter refunderes, hvor de er købt. Der er stadig billetter tilbage til de øvrige koncerter på Streisands Europa-turné, så man kan nå at fange hende endnu, og med de billetpriser er rejseudgifterne vel nærmest de mindste.


Resten af Streisands turné er som følger:
10.7 Manchester Evening News Arena
14.7 Dublin, Castletown House
18.7 London, The O2 Arena
22.7 London, The O2 Arena
25.7 London, The O2 Arena

Barbra Streisands hjemmeside


ANNONCE