Nyhed

Present Aarhus klar med fem nye navne

Dúné, The Floor Is Made Of Lava, Marybell Katastrophy, January Jaunt og Troels Abrahamsen spiller i Ridehuset Århus 7. september

Den århusianske festival Present Aarhus har gjort sig bemærket ved at præsentere nye danske navne, lige præcis samtidig med at disse får deres bredere gennembrud. Eksempelvis Trentemøller, BliGlad og Volbeat.

Nu præsenterer Present Aarhus fem danske navne til en aften under festivalen, som vanen tro finder sted under Århus Festuge. Nærmere betegnet fredag den 7. september, som bliver med Dúné (billedet), The Floor Is Made Of Lava, Marybell Katastrophy, January Jaunt og Veto-sanger Troels Abrahamsen med en slags udvidet dj-sæt.

Fire ud af de fem navne befinder sig i spændingsfeltet mellem rock og elektronika. Dúné og Troels Abrahamsen har allerede haft pæn vind i sejlene, og både The Floor Is Made Of Lava og Marybell Katastrophy gjorde en god figur på dette års Spot-festival, så lur os, om ikke deres popularitet vokser støt i løbet af den kommende tid. January Jaunt spiller mere guitaroritenteret og let storladen rock.


Volbeat åbner i øvrigt festivalen 30. august med The Defectors som opvarmning.

Køb billetter på GAFFA Billet


ANNONCE