Omkom, da privatfly eksploderede kort efter takeoff fra Bahamas
Den kun 22-årige R&B-sanger og skuespiller Aaliyah døde lørdag i et flystyrt på Bahamas. Hun var ved at forlade øen – hvor hun havde indspillet en video til singlen ”Rock the Boat” – da det lille privatfly styrtede få sekunder efter takeoff. Med hende var otte medarbejdere, der også døde enten i styrtet eller under senere behandling.
Ulykkens nærmere årsag kendes ikke. Ifølge CNN advarede flyets pilot Aaliyah og hendes selskab om, at de havde medbragt for meget bagage; de nægtede imidlertid at efterlade noget. En række repræsentanter for USA's regering og flyselskabet bag den forulykkede model er netop nu på vej til Bahamas for at undersøge ulykkens årsag nærmere.
Aaliyahs død begrædes af alle – både kolleger, arbejdsgivere, venner og familie. Hun hyldes som en talentfuld sanger, en dygtig skuespiller og i det hele taget en utroligt engageret person. Hun debuterede allerede som femtenårig med ”Age Ain’t Nothing But A Number” (1994), som hun fulgte op med ”One In A Million” to år senere.
Herefter fulgte en længere pause, men med ”Try Again” fra soundtrack’et til ”Romeo Must Die” fik hun et gedigent comeback, som hun i midten af juli i år fulgte op med ”Aaliyah”, der fik fem ud af seks mulige stjerner i det nyeste nummer af Gaffa. Samtidig indspillede hun en filmatisering af Anne Rice’s ”Queen Of The Damned” og var hyret til at medvirke i ”Matrix 2”.