Elektronikamusikeren og jazz/elektronika-trommeslageren afslutter musikalsk debat på Café Luna i København
I løbet af de senere år har musikscenen som bekendt ændret sig radikalt. Salg, markedsføring og distribution af musik har fået nye formater, ikke mindst på internettet. Musikere står derfor nu over for nye udfordringer i forhold til at skabe og leve af sin egen karriere og samtidig holde fast i den kreative proces og i sin rolle som udøvende musiker.
Dét er udgangspunktet for en debat, som Rytmisk Center i København afholder tirsdag den 9. december klokken 16-18 på Café Luna på Vesterbro i København. Debatten afsluttes med en showcase med elektronika-musikeren Spejderrobot og jazz/elektronika-trommeslageren og programmøren Emil de Waal (aktuel med projektet Emil de Waal+).
Med udgangspunkt i en præsentation af Den Rytmiske Daghøjskoles nye Musiklinie Musik+ tager panelet en diskussion om emnet under overskriften "Fremtidens musiker". Debatten henvender sig primært til udøvende musikere.
Debatpanelet består af følgende:
Emil de Waal - Musiker og gæstelærer på Musik+
Spejderrobot - Producer og gæstelærer på Musik+
Nicolaj Hyltén-Cavallius - Formand for DUP (Danske Uafhængige Pladeselskaber) og ejer af musik- og kommunikationsselskabet Artiscope
Mikael Højris - Konsulent i DMF (Dansk Musiker Forbund)
Martin Buck - Kommunikationschef og medejer, Bandbase.dk
Bjørn Fjæstad - Sanger i blandt andet Baal og gæstelærer på Musik+
Debatten afsluttes af en showcase med Emil De Waal og Spejderrobot. Efter debatten er der koncert med bands fra Rytmisk Center.
Læs mere om Rytmisk Center
Læs mere om Musik+