Nyhed

Sheryl Crow til Nibe Festival

Den pladeaktuelle sangerinde kommer til Nibe til juli

Festivalprogrammet for Den Lille Fede begynder at tage form, og ud over danske navne som Spleen United, Volbeat og TV-2 er der også kommet udenlandske navne som Kent og The Rasmus på programmet.

Men det store scoop for festivalen indtil videre er tilføjelsen af Sheryl Crow til årets program.

Den amerikanske sangerinde udsendte tidligere på måneden sit sjette studiealbum "Detours", der er en tilbagevenden til den stil, der gjorde hende til en stjerne i starten af 90'erne.


Det skyldes blandt andet, at hun har genfundet venskabet med produceren Bill Bottrell, der stod bag gennembruddet "Tuesday Night Music Club" samt opfølgeren "Sheryl Crow".

Men selvom Crow er ude for at promovere sit seneste album, må man næsten formode, at hun også vil byde på en stribe hits fra sit bagkatalog, hvilket uden tvivl vil afføde fællessang på den nordjyske festival.

Nibe Festivalen afvikles i dagene 2.-5. juli, og billetsalget er allerede i gang.


ANNONCE