Nyhed

Sparklehorse arbejder med Danger Mouse

De to musikere får desuden masser af celeber hjælp til projektet

Sidst vi hørte fra Sparklehorse var i 2006, da manden bag, Mark Linkous, udgav "Dreamt For Light Years In The Belly Of A Mountain".

Som altid havde Linkous fået hjælp af sine musikalske venner, og på denne plade fandt man blandt andet musikere som Steven Drozd (Flaming Lips), Dave Fridmann (Mercury Rev) og Joan Wasser (Joan As A Police Woman).

Også Danger Mouse fra Gnarls Barkley er med på nogle numre på pladen, og nu kan Linkous fortælle til Pitchfork, at de to er i gang med et nyt samarbejde, der muligvis kommer til at hedde Sparklemouse (eller Dangerhorse).


De har ikke overraskende bedt en masse venner om at hjælpe, og indtil videre er der kommet bidrag fra Gruff Rhys (Super Furry Animals), Vic Chesnutt, Jason Lytle (Grandaddy) samt Flaming Lips.

Nina Persson fra Cardigans er også med, som hun var det på Sparklehorse-pladen "It A Wonderful Life" fra 2001, og Linkous vil også gerne have både Stephen Malkmus og Chan "Cat Power" Marshall involveret.

Projektet har endnu ikke fået en pladekontrakt, men Linkous kan fortælle, at han lader Danger Mouse går forrest i forhandlingerne, da Gnarls Barkley er et noget større navne end Sparklehorse, og at de allerede har snakket med nogle selskaber.


ANNONCE