Bandet udsender ”You Are The Two” i samme formater som ”This Is The One”
Da Marybell Katastrophy i december måned udsendte ep'en ”This Is The One”, underestregede bandet, at der ikke var take om et debutalbum, men snarere fem sange, der viste, hvor gruppen stod rent musikalsk anno november 2007.
Bandet tilføjede i deres pressemeddelselse:
”Senere følger så flere sange. Hvilke og hvornår, er 100 % op til bandet selv”
Den tid er så kommet nu, hvor Marybell Katastrophy oplyser, at efterfølgeren, der har fået titlen ”You Are The Two”, udgives den 12. marts.
Som tilfældet var med ”This Is The One” vil der heller ikke denne gang være tale om en cd-udgivelse, men 10” vinyl og downloads fra marybell.dk hvor man, helt i tidens ånd, selv kan bestemme, hvad man vil betale for hvert nummer.
Grunden til den særprægede udgivelsesform er, at Marybell Katastrophy sidste år takkede pænt nej til de pladeselskabs-tilbud, de fik efter deres optrædener på henholdsvis Spot og Roskilde Festival.
I stedet valgt bandet at tage styringen selv og udsende deres musik på lige dén måde, som de selv ønsker. Udgivelsen sker i samarbejde med bandets management, Merger.
Fredag den 1. februar kan Marybell Katastrophy opleves i Store Vega, hvor de spiller tre sange i forbindelse med uddelingen af Årets Steppeulv.
Dagen efter, lørdag den 2. februar, er der mulighed
for at høre mange flere sange, når bandet spiller på Musikcafeen i Rådhusstræde.
En forsmag fra den kommende ep – livefavoritten ”Hey Frank” – er netop lagt ud på marybell.dk, hvor man selv kan bestemme prisen.