Nyhed

Billetsalget startet til Keren Ann

Man kan nu købe billetter til koncerten med Keren Ann på Voxhall i Festugen

Den israelsk-fødte, 34-årige sangerinde Keren Ann spiller på Voxhall under Århus Festuge i starten af september.

Keren Ann melder sig ind i en række af fransk-inspirerede, hviskende divaer, der er karakteriseret ved sarte stemmer og delvist drømmende melankolske, delvist uptempo melodier.

Hun er blevet karakteriseret som den nye Astrud Gilberto, Suzanne Vega, Hope Sandoval og bevæger sig i retningen af Feist og Sol Seppy.


Hendes femte album er det selvbetitlede "Keren Ann" fra slutningen af sidste år, som blandt andet har singlerne "Lay Your Head Down" og "Liberty", som hver især tilhører de førnævnte melankolske/uptempo-genrer.

"Keren Ann" fik fuldt hus, seks stjerner af GAFFAs anmelder Leonora Christina Skov, og her følger flere bevingede ord fra den anmeldelse:

"Keren Ann havde tidligere tendens til at hviske sine sange ihjel a la lydtapet, men denne gang raffinerer og videreudvikler hun i den grad sit udtryk. Pludselig brydes de klassiske guitar/klaver/stryger-arrangementer af grandiose korsatser, fløjtespil, klappende hænder og hvæsende guitarriff, numrene er så fantastisk melodiøse, at det er umuligt at vælge en favorit...".


Keren Ann spiller på Voxhall 5. september, og billetsalget er netop blevet sat i gang.

Køb billet via GAFFA Billet


ANNONCE