Nyhed

New York Dolls til Vega

De gendannede glam-punkere giver deres første danske koncert nogensinde 13. juli

For tre år siden blev den legendariske 70’er-glam-punk-gruppe New York Dolls gendannet, og nu giver de så deres ifølge arrangørerne første koncert i Danmark nogensinde. Nærmere betegnet i Lille Vega i København søndag den 13. Juli.

New York Dolls blev dannet i 1971 og har fået status som nogle af bannerførerne inden for glamrocken, idet de ofte optrådte iført makeup og dametøj. Samtidig er de blevet anerkendt som en slags brobyggere mellem sentressernes amerikanske garagerock (MC5, Velvet Underground med flere) og senhalvfjerdsernes punkscene, anført af Sex Pistols. Allerede i ”punkens år” 1977 gik New York Dolls dog i opløsning i en sky af stoffer og interne opgør. Siden er myten om dem blandt andet blevet holdt i live af Morrissey, der i sine unge år var præsident for gruppens fanklub.

I 2004 blev New York Dolls imidlertid gendannet på netop Morrisseys opfordring. Det vil sige, de tre overlevende oprindelige medlemmer, forsanger David Johansen, guitarist Sylvain Sylvain og bassist Arthuer ”Killer” Kane fandt sammen. Kort efter døde Kane dog af leukæmi, og Johansen og Sylvain bakkes nu op af guitaristen Steve Conte, bassisten Sami Yaffa, trommeslageren Brian Delaney og tangentspilleren Brian Koonin. Den oprindelige guitarist Johnny Thunders døde af en overdosis i 1991. Bandets første trommeslager Billy Murcia døde i øvrigt allerede i 1972 af en cocktail af alkohol og stoffer, og guitaristen Jerry Nolan gik bort i 1991 som følge af et hjerteslag.


I 2006 udgav New York Dolls comeback-albummet ”One Day It Will Please Us To Remember Even This”, som GAFFAs anmelder Finn P. Madsen dog ikke var voldsomt begejstret for. Tre ud af seks stjerner blev det til og blandt andet følgende ord:

”New York Dolls anno 2006 er en noget clean udgave, der hverken lugter af stoffer, druk eller skandaløse udskejelser, der fulgte i kølvandet på det originale bands legendariske debut for over 30 år siden. (...) Den største mangelvare på ”One Day...” er afdøde Johnny Thunders' skæve og stålsatte guitarriff tilsat den upolerede lyd. Her lugter mere af velproduceret boogie end sylespids garagerock (...). Nogle gange skal man lade de døde hvile i fred. (...)”

Få selv syn for sagn i Lille Vega 13. juli. Billetsalget til koncerten begynder 23. juni klokken 10 hos Billetlugen samt i landets Fona-butikker.


New York Dolls' hjemmeside


ANNONCE