Nyhed

Alphabeat til hip engelsk julefest

De fremadstormende pophoveder spiller på Londons avancerede Matter-klub 12. december

Alphabeat har som bekendt stor succes i England, og de er nu også blevet programsat til det såkaldte Wonky Christmas Party, der finder sted 12. december i London-klubben Matter. Ifølge festivalguiden dailymusicguide.com er Matter "Englands nyeste og teknologisk mest avancerede klub", og det må jo siges at være noget af en kompliment. Klubben ligger i forbindelse med den store O2 Arena.

Alphabeat vil komme til at dele scene med elektro-soul-sangeren Sam Sparro samt dance-navnet Tommy Sparks, og det bliver Alphabeats sidste koncert i England i år. Deres Englandsturné i november er i øvrigt næsten udsolgt.

Wonky Christmans Party gæstes i øvrigt en stribe markante dj's. Heriblandt den gamle Visage-frontmand Steve Strange, der i øvrigt længe har givet interviews for penge for at barbere af på den enorme narkogæld, han fik opbygget gennem firserne. Af andre dj's kan nævnes indie-gruppen Magistrates samt DJ Kris Di Angelis, kendt for remixes af blandt andre Alphabeat, Ladyhawke og Roisin Murphy.


ANNONCE