Nyhed

The Games supportnavne klar

NJD og Clyde Carson varmer op i Store Vega 5. december

Koncertarrangøreren ICO har nu offentliggjort, hvem der skal varme op til rapstjernen The Game i Store Vega fredag den 5. december. Og det bliver de to upcoming rappere NJD, også kendt som Nu Jerzey Devil, og Clyde Carson (billedet). De to varmer op med hver sit sæt, inden aftenens hovednavn går på scenen.

Både NJD og Clyde Carson er tilknyttet det amerikanske rap-label Black Wall Street Records. NJD har tidligere produceret for den i alle betydninger store rapper Fat Joe, og Clyde Carson har tidligere været medlem af West Coast-gruppen The Team.

Der er stadig ledige billetter til koncerten på Billetnet.

The Game gæstede sidste gang Danmark lige før jul 2006, også i Store Vega. The Game er kendt for drikkeri på scenen og for uforudsigelige tiltag, og det skete også dengang. GAFFAs anmelder Christian Grubert uddelte tre ud af seks stjerner og skrev blandt andet: "Efter lidt champagnekasteri, hvoraf cirka 1/10 endte i Games mave, så skulle den obligatoriske flaske cognac (æblejuice) og vodka (vand) tylles, helst i én tår. Og SÅ var The Game stivere end nogensinde før …igen… For han er nemlig en rigtig mand, og rigtige mænd kan drikke to flasker ren sprut, på to minutter! Herefter var drømmen om fokus fuldstændigt glemt, og den efterfølgende "Rest In Peace"-kavalkade viste med al tydelighed, hvor mekanisk og automatisk en forestilling vi var vidne til."

"Men så skete et af den slags små mirakler, der kun forekommer op mod jul. En ung pige fik fat i Games guldkæde og fik revet den af halsen på ham. I stedet for at eksplodere inviterede han hende på scenen for at hylde hende. Og hvorfor stoppe med hende, så alle piger fik carte blanche. Ja, det er set før, men i et øjeblik af perfekt ironi spillede han, med en scene fuld af hungrende piger, "Wouldn’t Get Far". Det gik med 100 procent sikkerhed over hovedet på alle pigerne, at de i det øjeblik rent faktisk blev disset, mens de velvilligt dansede. Stort og magisk!"

The Game var senest albumaktuel i september, hvor han udgav sit tredje album, "LAX". Også denne gang uddelte Christian Grubert tre ud af seks stjerner og skrev blandt andet: "The Game har aldrig været en specielt god rapper, men han har det, man med et fint ord kalder swagger, han lyder så overbevisende, og spiller rollen så godt, at det er lige før, man glemmer hans manglende talent. Men på LAX er den mangel mere åbenlyst end nogensinde før."

 

ANNONCE