Nyhed

José González giver gratiskoncert

Den svensk-argentinske singer-songwriter kan opleves med Catbird på Statens Museum for Kunst 22. november

Folkene bag chillout-fænomenet Stella Polaris har ud over de årlige udendørsarrangementer i København og Århus i august også på det seneste præsenteret et par koncerter på Statens Museum for Kunst i København - med gratis adgang, ganske som til Stella Polaris' sommerbegivenheder.

I maj 2007 spillede Teitur til Stella Polaris på Statens Museum for Kunst, i oktober 2007 var det People Press Play, og i år har Stella Polaris så fået fat i selveste svensk-argentinske José González, der vil give en gratiskoncert på Statens Museum for Kunst lørdag den 22. november. Formodentlig kun bevæbnet med sin akustiske guitar og måske sine to makkere på slagtøj og kor.

Foruden José González spiller også Catbird alias Billie Koppel og Frank Hasselstrøm. Dueon har lige udsendt deres andet, længe ventede album "Among Us", som er betydeligt mere afdæmpet end dens seks år gamle forgænger "Sliding From The Moon" og derfor passer fint til Stella Polaris' koncept med afdæmpet, eftertænksom musik. José González spillede sidste gang i Danmark på VoxHall i september som en del af Århus Festuge.


Dengang var GAFFAs anmelder Michael José González (ja, det er han døbt, og nej, de er ikke i familie) ganske godt tilfreds. Han uddelte fire stjerner og skrev blandt andet: "Den seksstrengede får en eminent behandling, og man tager sig selv i at tro, at det er to guitarer, der spiller - helt uden brug af loop-pedaler" og senere: "Imellem numrene stemmes guitaren ivrigt om i forskellige tonearter, og González’ fornemmelse for instrumentet er imponerende." Koncerten er som sagt gratis, så det er bare med at komme tidligt.

ANNONCE