Nyhed

José González giver endnu en koncert i Danmark

GAFFA.dk – alt om musik

Den følsomme svensker giver koncert i Vega

Den svenske singer-songwriter og guitarist José González giver koncert i Store Vega i København 29. januar 2023. Han har tidligere annonceret en koncert på VoxHall i Aarhus den 17. juni i år.

González er aktuel med sit fjerde album, Local Valley, der udkom i september 2021 og fik fine anmeldelser, også i GAFFA. På albummet synger han for første gang på alle de sprog, han taler, både engelsk, spansk og svensk.

José González, som har argentinske rødder, er især kendt for sine melankolske sange, sin følsomme stemme og sit virtuose spil på en spansk guitar. Han optræder ofte solo, og det gælder også koncerten i Vega.

Han har også hittet med flere coversange, ikke mindst The Knifes "Heartbeats", som blev hans store gennembrud i 2006, men også eksempelvis Massive Attacks "Teardrop", Joy Divisions "Love Will Tear Us Apart" og Bruce Springsteens "Born in the USA". Han har dog også selv skrevet hits, ikke mindst "Crosses", "Down the Line" og "Head On".

Forsalget til koncerten begynder torsdag den 12. maj klokken 10 via Billetlugen.

LÆS OGSÅ: Svensk trubadurs multisprogede palet rammer tæt på plet

Varm op med "Head On" fra albummet Local Valley:

ANNONCE