Nyhed

José González sætter dato på længe ventet album – hør single

GAFFA.dk – alt om musik

Sammen med albumannonceringen deler musikeren sin nye single ”Visions”

Svenske José González udgiver den 17. september sit fjerde soloalbum med titlen Local Valley, hans første siden Vestiges & Claws fra 2015. Sammen med albumannonceringen deler sangeren, guitaristen og sangskriveren desuden første single fra albummet kaldet ”Visions”.

Om sangen siger González:


"Vi er aberne, der begynder at forstå universet og vores plads i det. Vi ændrer vores omgivelser i et ekstremt hurtigt tempo, så meget at vi er blevet forvaltere af vores planet, uanset om vi kan lide det eller ej. Teksten skrev jeg i begyndelsen af februar 2020, i takt med der kom flere og flere tweets om den mulige pandemi. Emnet for sangen føltes meget rettidigt. Du kan høre fuglene og lyden af omgivelserne fra verandaen sammen med et lag af synth-sløjfer i baggrunden."

Local Valley er indspillet uden for Göteborg. På den kommende plade synger José González for første gang på alle de sprog, han taler, både engelsk, spansk og svensk:

"Jeg ville skrive sange i samme stil som mine gamle: korte, melodiske og rytmiske. Nu ser jeg, at det er mere udadvendt end mine tidligere udgivelser, men ikke mindre personligt. Tværtimod føler jeg mig mere komfortabel end nogensinde, og jeg kan sige, at dette album afspejler mig og mine tanker lige nu."


”Visions” følger i hælene på udgivelsen af singlen ”El Invento”, som fik tv-debut tilbage i december i forbindelse med uddelingen af Nobelprisen.

José González udgav sit første album Veneer i 2003 og har siden vundet flere priser, været hovednavn på store festivaler og har udsolgt koncerter i store dele af verden. Han er især kendt for sin fortolkning af landsmændene The Knifes 2002-single "Heartbeats", der blev et stort hit fra ham i 2006 især takket være en tv-reklame for Sonys Bravia-tv.

LÆS OGSÅ: The Cure-klassikeren "Faith" fylder 40 i dag - her er en guide til hele bagkataloget


Hør "Visions" HER:

ANNONCE