Nyhed

Oasis til Roskilde Festival?

Der florerer nu rygter på nettet om, at Gallagher-brødrene besøger Roskilde Festival til næste år

Ifølge hjemmesiden virtualfestivals.com skal Oasis optræde ved fem store europæiske festivaler til næste år, heriblandt også Roskilde. Man regner med, at brødrene starter ud på festivalen The Isle Of Wight, der afvikles i dagene 12. - 14. juni. Tre uger efter forventes det, at bandet skal spille på hele tre festivaler på en enkelt weekend. Disse skulle være Rock Werchter i Holland, Roskilde i Danmark og Eurocknees De Belfort i Frankrig i perioden 2. - 5. juli. Herefter står den på Benicássim i Spanien på et tidspunkt i perioden 16. - 19. juli.

Oasis fortalte i dag til pressen, at de vil spille en koncert i Irlands Slane Castle d. 20. juni, og en anden koncert i Manchester, men virtualfestivals.com er den eneste hjemmeside, som har opsnappet nyheden om de andre festivalplaner. Eftersigende skulle de have fået et tip af en kilde tæt på bandet.

Man kan naturligvis ikke sige noget med sikkerhed på baggrund af sådanne rygter, men senere i dag afholder Oasis holder en pressekonference, hvor man forventer, at de vil røbe detaljerne om deres fremtidige koncert-planer.

Oasis har spillet en enkelt gang tidligere på Roskilde Festival, nemlig i 1995. De skulle også have givet koncert i år 2000, men følte sig nødsaget til at aflyse på baggrund af den tragiske dødsulykke, som skete ved Orange Scene dette år.

Vi giver naturligvis lyd, så snart noget nyt dukker op i sagen.

Link til virtualfestivals.com

ANNONCE