Nyhed

The Breakers modtager Floss' Champagne Legat

Det danske rockband kvitterer med gratis-koncerter på Floss hver fredag i oktober

Efter at have sat den på standby i en årrække har den københavnske bar Floss uddelt sit Champagne Legat igen i år. Valget faldt denne gang på det københavnske rockband The Breakers som det mest lovende danske rockband i 2008.

Champagne Legatet er tidligere blevet uddelt til bands som Mew og Puddu Varano og blev i weekenden overrakt af skuespillerinden Judy Gringer i forbindelse med den årlige gadefest i Pisserenden.

The Breakers kvitterer for prisen ved at give en række gratis intime koncerter på rock'n'roll-baren Floss i hjertet af København. Disse koncerter vil løbe af stablen hver fredag fra og med den 3. oktober og fire uger frem.


Bandet er inspireret af 1960’ernes og 1970’ernes rockmusik som The Faces og The Rolling Stones, og bag de kommende koncerter fra The Breakers, vil der for alvor blive taget fat i musik fra de to årtier.

Der vil være tale om et særligt retro-agtigt fest-koncept, hvor hver koncert vil bestå af to længere sæt bestående af en blanding af soul-, Motown- og rhythm&blues-klassikere (Marvin Gaye, Aretha Franklyn, Sam & Dave, Sam Cooke med mere).

Derudover kan man opleve velkendte numre fra The Breakers' første to udgivelser, ”What I Want” og ”Here For A Laugh”, samt smagsprøver på gruppens kommende album, som forventes på gaden i starten af 2009.


Andet, ”Here For A Laugh”, blev udgivet i Danmark i januar 2006, og GAFFAs anmelder gav fire stjerner for pladen, som han kaldte ”en stærk toer fra et sympatisk band”.

Sidenhen er pladen også blevet udgivet i USA og Canada i maj 2007. Den amerikanske udgivelse blev udsendt under navnet "The Breakers DK", da der i USA allerede eksisterede bands med navnet The Breakers.

I maj 2007 udnævnte Steven Van Zandt bandets første amerikanske single “Dance the Go-Go” som "Den fedeste sang i verden" i hans radioprogram Underground Garage.


Venskabet mellem Springsteen-guitaristen og det danske band medførte i juni i år, at gruppen fik en pladekontrakt med Van Zandts selskab Wicked Cool Records.

The Breakers spiller gratis koncerter i kælderen på Floss, Larsbjørnstræde 10 i København:

Fredag 3. oktober
Fredag 10. oktober
Fredag 17. oktober
Fredag 24. oktober


ANNONCE