2nd. Society byder i aften på blandt andre Emil de Waal + Spejderrobot, engelske Lukid og svenske Andreas Tiliander
For tredje år i træk afvikles 2nd. Society, der celebrerer den elektroniske musik i al sin frodige mangfoldighed. Der er mulighed for at stifte bekendtskab med blandt andet downbeat, clicks‘n'cuts, dubstep og ikke mindst wonky, når festivalen går i luften i aften fra klokken 20.00 i Huset i Magstræde i København.
Det er konstellationen Emil de Waal + Spejderrobot, der har fået æren af at skyde den elektroniske fest i gang, og efter de to herrer følger blandt andet Band Ane, Ung Flugt, Nabo og svenske Andreas Tiliander, der er Johan T. Karlssons musikalske live-legekammerat i Familjen. Der er også fornemt engelsk besøg i aften i skikkelse af den wonky-udøvende Luke Blair, der optræder under navnet Lukid.
Det bliver ikke mindre interessant i morgen lørdag, hvor Husets gæster blandt andet kan opleve Aslope, Karsten Pflum, Lulu Rouge og norske Kim Hiorthøy. Veteranerne Bjørn Svin og System vil også være at finde på programmet. Sidstnævnte erstatter i øvrigt afbudsramte Rumpistol.
Resident dj under hele begivenheden er Pionet & Bokal og Carl Emil. Sidstnævnte er i øvrigt festivalens ihærdige bagmand, som også har fingrene dybt nede i både den ugentlige klub Elektronisk Tirsdag og sommerfestivalen Strøm, der ligeledes iscenesætter den elektroniske musik.
2nd. Society finder sted fra i aften fredag den 3. og lørdag den 4. april på Huset i Magstræde i Købanhavn.
Billetsalg for en enkelt aften eller hele festivalen kan erhverves via GAFFA Billet.