Nyhed

Gypsies udgiver andet studiealbum

Bandet holder to releasefester i Århus og København for albummet ”For The Feeble Hearted”

Gypsies har på kort tid fået et ry som et af de bedste håndspillende hiphopbands i landet, hvor de både har givet den som backing-band for Jokeren og Outlandish, og også selv har varmet op for store hiphop-navne som The Roots og The Fugees. Nu skruer live-bandet ned for hiphop-inspirationen på deres andet album "For The Feeble Hearted", som udkommer den 4. maj.

Op til udgivelsesdatoen vil Gypsies byde folk indenfor til to releasefester på Train i Århus og på Rust i København, hvor bandet vil give en forsmag på det nye album. På Train er der mulighed for at høre Flødeklinikken, Boom Quips og et dj-sæt med Tue Track. Desuden kan man få lov til at erhverve sig "For The Feeble Hearted" før selve udgivelsesdatoen.

Førstesinglen "The Mirror", som nu kan høres i radioen, varsler et mindre genreskift. De tunge urbane beats bliver suppleret af en mere rocket og poppet udgave af bandet, hvor musikken dog stadig er skabt på et grundlag af live-spillede instrumenter.

- Der er sket rigtigt meget. Den gamle plade var meget inspireret af hiphop, mens der er referencer fra pop, elektro og rock på "For The Feeble Hearted". Det er musikalsk et andet udgangspunkt. Are We Brothers? (Gypsies-sideprojekt, red.) var nødvendig for, at vi er kommet dertil, hvor vi står i dag. Vi har genfundet glæden, og vi har valgt at lave en live-bund på alle numrene, fortæller forsanger og sangskriver, Shaka Loveless i et interview med GAFFA.

- Den sidste plade var politisk og meget idealistisk, men i virkeligheden også skrevet lidt i vrede. På denne plade forsøger jeg at gå ind i mig selv og beskrive det fra den vinkel. Der er sange, der handler om kærlighed, om min mor, men også om mit syn på verden, fortæller Shaka Loveless.

Vi kan blandt andet afsløre, at tilstanden på Nørrebro bliver kommenteret på "CPH", mens Præsident Obama giver håb på et nummer som "Roots Of Creation".

Gypsies får besøg af så forskellige musiske størrelser som Mani Spinx, SMALL og The William Blakes på "For The Feeble Hearted", hvilket vidner om den store genremæssige omskiftning. Det bliver spændende at se, om det live-spillende band kan føre alle de forskellige musikalske tråde sammen i sammenhængende album.

Singlen ”The Mirror” kan høres på Gypsies’ Myspace-side.

Du kan læse et længere interview med forsanger Shaka Loveless i maj-udgaven af GAFFA.

ANNONCE