Rob Cavallo er manden bag det kommende Meat Loaf-album, hvor også Brian May optræder
Seneste album fra Meat Loaf var tredje og sidste kapital i "Bat Out Of Hell"-sagaen, der blev udsendt i 2006. Nu arbejder den amerikanske sanger på et nyt album i samarbejde med Rob Cavallo, der har produceret en lang række Green Day-udgivelser inklusive den populære "American Idiot".
Det er Billboard, der har talt med den snart 62-årige sanger, men det er nu ikke meget, han ønsker at afsløre om albummet, der skal udsendes i løbet af 2010. Han kan dog fortælle, at han er cirka halvvejs med indspilningerne, og at han er særdeles tilfreds med samarbejdet med Cavallo.
"Han er en rigtig producer. Han er den ægte vare. Han lader ikke sit ego komme i vejen for kunstneren. Han kommer med et hav af forslag og gør pladen meget bedre, end den var. Han lader mine heste løbe, og med andre producere var det bedste, jeg kunne få ud af dem en gallop engang imellem. Men mine heste sprinter på dette album, og så stopper jeg dem fra tid til anden og siger, "Rob, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre nu", og så kommer han med nogle fantastiske idéer".
Meat Loaf vil dog ikke fortælle, om der endnu engang er tale om et konceptalbum. Men han kan fortælle, at han har fået Queen-guitaristen Brian May til at dukke op og spille en solo på et af numrene.