Den københavnske indierock-kvartet spiller med amerikanerne den 1. september i Lille Vega
Debutanterne fra københavnske The Rumour Said Fire har fået jobbet som opvarmning, når det dansable elektro-indierock-orkester Passion Pit den 1. september gæster København. Amerikanerne har hittet med "The Reeling" fra deres anmelderroste debutplade, "Manners", som har sparket dørene ind til de internationale musikmedier, indieblogs og skaffet dem jobs i Nordamerika og Europa.
Da GAFFA mødte Passion Pit forsangeren, Michael Angelekos, tidligere i år, bad vi ham om at beskrive deres gennembrudsplade:
- Det er en glad og ekstatisk plade, et gedigent pop-album. Jeg synes selv, vi har gjort et anstændigt stykke arbejde med den. Jeg kan godt lide de mange eksplosive elementer, der er i sangene, og den energi, albummet indeholder. Særligt sammenstillet med teksterne, der er meget indadvendte og går imod musikkens udtryk.
Koncerten kommer i øvrigt til at give en forsmag på The Rumour Said Fires debut-ep, "The Life And Death Of A Male Body", som udkommer den 21. september på A:larm Music. Deres første nummer hedder "The Balcony" og kan høres nu på bandets MySpace. The Rumour Said Fire blev dannet sidste år og har Jesper Lidangs karakteristiske vokal i front. De spiller folk-inspireret indierock, som man kender det fra eksempelvis The Shins.
Find billetter via GAFFA Live.