Nyhed

Jason Lytle forærer en musikalsk julegave

Grandaddy-frontmanden har indspillet syv improviserede klaverstykker, som kan downloades gratis

Efter det sidste Grandaddy-album, "Just Like The Fambly Cat", der udkom i 2006, skulle der gå tre år, før den tidligere frontmand atter var albumaktuel. Det skete med det glimrende album, "Yours Truly, The Commuter", som blev sluppet løs til masserne i maj i år. Efterfølgende har Jason Lytle turneret i både Europa og Nordamerika, dels som solist, dels med band - dels som hovednavn, dels som opvarmning for Neko Case og Liam Finn.

Inden det næste fuldlængdealbum - som ifølge Lytle er undervejs - har den produktive musiker indspillet syv improviserede klaverstykker, som præsenteres for verdenen som en julegave under den ikke voldsomt originale titel "Merry X-Mas 2009". Der er dog ikke tale om julemusik, men om en relativt minimalistisk gengivelse af det univers, som Lytle har præsenteret for sine omgivelser i løbet af de sidste to årtier, og med titler som "Wild Animals Slowly Approaching The Lovely Country Funeral" og "Bird Feeder Soap Opera Plot" er der således tale om både velkendte tematikker og stemninger.

Om udgivelsen fortæller Lytle:


"Jeg satte nogle mikrofoner op i min stue og indspillede omkring 35 minutters instrumental klavermusik. At sidde hjemme og spille klaver er tilfældigvis noget af det, jeg allerbedst kan lide at foretage mig (musikalsk set), og det har været rart at kunne opfange nogle af de øjeblikke, der bare består af mig, der afslappet sidder og spiller uden noget egentligt mål."

Hele albummet kan hentes i et format efter eget valg her.

ANNONCE