Skotterne indtager den jyske musikfestival til maj
I disse dage melder den ene festival efter den anden ind med nye navne til sommerens festivaler, og nu må man sige, at Jelling Musikfestival har hyret et af deres største navne nogensinde. De dansable skotske guitarrockere Franz Ferdinand, aktuelle med deres tredje album, ”Tonight: Franz Ferdinand”, vil forsøge at vække Gorm og Thyra på festivalen, der finder sted i dagene 28-31. maj.
”Det er en glæde at kunne præsentere Franz Ferdinand som en headliner i Jelling. Deres tilstedeværelser fuldender et alsidigt og spændende musikprogram på dette års festival, hvor vi glæder os til at give publikum en god blanding af både etablerede bands og spændende nye navne, som er på vej. Franz Ferdinand er et effektivt og udadvendt liveorkester, så vi ser frem til et medrivende show på den store scene i den sidste weekend i maj”, siger festivalleder Lars ”Charlie” Mortensen.
Billetsalget til den 21. udgave af Jelling Musikfestival går ifølge festivalen selv ”helt forrygende”, og festivalen melder om, at der ikke er langt til, at billetterne er udsolgt.
Franz Ferdinand debuterede i 2004 med deres selvbetitlede album, hvorfra den tempo-skiftende single ”Take Me Out” blev et kæmpehit. Året efter kom opfølgeren, ”You Could Only Have It So Much Better”, og i januar i år udgav de så deres tredje album. Et album, der blandt andet har fået en flot femstjernet anmeldelse i GAFFA.
Franz Ferdinand har gæstet Danmark flere gange, senest på Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg i august 2008, hvor de gav en medrivende koncert trods et heftigt regnskyl. Men regnen kunne ikke lægge en dæmper på bandet, der ifølge GAFFA spillede til fire stjerner.
De øvrige offentliggjorte navne til festivalen er som følger:
ZZ Top
Nephew
Nik & Jay
Kim Larsen & Kjukken
Suspekt
Tina Dickow
Tim Christensen
Sys Bjerre
Hej Matematik
Spleen United
Veto
Walkers
Birthe Kjær