Musikken på DRs nye netradiokanal for elektronisk musik vælges blandt andet af Mike Sheridan
Da GAFFA i 2008 skulle vælge navne til den årlige De Bliver Store-artikel, blev Mike Sheridan inkluderet, og siden da har han gjort sig bemærket i en lang række sammenhænge ikke mindst med udgivelsen af albummet "I Syv Sind". Debutpladen udkom i september, og i en særdeles positiv femstjernet anmeldelse fremhæves det, at den kun 17-årige musiker uden problemer lever op til de høje forventninger.
Nu kan Sheridan så tilføje titlen som musiktilrettelægger til sit cv, da Danmarks Radio har bedt ham om at være med til at udvælge musikken til deres nye netradiokanal DR Electronica. Her skal han sammen med Cai Bojsen-Møller styre musikken på kanalen, der spiller elektronisk musik nonstop. Ifølge folkene bag kanalen vil der hver uge blive lagt nye numre ud på kanalen, og på DR Electronicas site er det muligt at se playlisten.
DR Electronica kan findes på DRs webside, hvor man vil kunne se, at man på playlisten lige nu finder navne som Dntel, Aphex Twin, Badun, Rasmus Møbius, Junior Boys, Opiate, Boards Of Canada og Band Ane.