Nyhed

Emil De Waal+ udgiver plade med Spejderrobot

De to musikere fortsætter samarbejdet på et nyt album med unikt cover

De to musikere Emil De Waal og Mikkel Elkjær (aka Spejderrobot) udsender i denne uge et album i fællesskab, der udsendes i 400 fysiske eksemplarer, som alle har et unikt cover. Albummet er en fortsættelse af et samarbejde, der startede på De Waals soloalbum "Ombud".

Efterfølgende tog de to musikere på en turné i begyndelsen af 2009, og nu er de så klar med et fælles projekt, der udgives som "Emil de Waal+ Spejderrobot". Med på turnéen var også guitaristen Troels Bech, og han medvirker også på albummet både som musiker og producer.

Da det blev tid til at skulle beslutte sig for, hvordan udgivelsen skulle udsmykkes, gik de to musikere lidt anderledes til værks end normalt. De valgte nemlig at lægge 300 cd-covers og 100 vinylcovers ud på et gulv, dyppe skoene i maling og i bedste Torben Ulrich-stil skabe kunst ved at spadsere rundt på de 400 covers.


Skabelsen af de unikke covers er dokumenteret på duoens MySpace-side, hvor man også kan få en forsmag på musikken.

Emil de Waal+ Spejderrobot kan opleves flere gange i denne uge til Copenhagen Jazzfestival.

ANNONCE