Nyhed

Jim James, Conor Oberst og M. Ward er Monsters Of Folk

De tre musikere udgiver et album sammen den 22. september

Jim James fra My Morning Jacket, Conor Oberst og M. Ward er gået sammen om at indspille et album under navnet Monsters Of Folk, skriver relix.com. Det er Mike Mogis, der har siddet i producerstolen på flere Bright Eyes-albums, som skal producere folk-supergruppens selvbetitlede debut. Mogis arbejdede også sammen med M. Ward på dennes "Post War"-album.

James, Oberst og Ward har tidligere turneret sammen under Monsters Of Folk-navnet i 2004, hvor hver musiker spillede et kort sæt, og de tre til sidst spillede en række cover-numre sammen. Blandt andet har de haft taget Bob Dylans "Girl From The North Country" og Willie Nelsons udgave af "Always On My Mind" under kærlig behandling.

Der er endnu ikke annonceret en kommende turné fra de tre talentfulde musikere, så indtil videre må man nøjes med at glæde sig til "Monsters Of Folk"-pladen, der er på gaden den 22. september i år.

Desuden kan M. Ward opleves om et par uger, hvor han spiller på Roskilde Festival.

ANNONCE