Gruppen har fundet sammen for at give en række europæiske koncerter i årets sidste kvartal
Den engelske gruppe Skunk Anansie gik i 2001 fra hinanden efter at have udgivet tre succesfulde udgivelser. Siden har medlemmerne enten udgivet solomateriale eller samarbejdet med andre kunstnere, dog uden at opnå helt samme succes, som deres gamle band gjorde. Efter otte års pause har de fire medlemmer nu fundet sammen igen, og i forbindelse med en kommende opsamlingsplade, tager de også på en Europaturné.
Det er materialet fra pladerne "Paranoid & Sunburnt", "Stoosh" og "Post Orgasmic Chill", der kommer til at danne grundlag for den kommende opsamlingsplade. Alle pladerne gik top tyve i hjemlandet, og singler som "All I Want", "Hedonism (Just Because You Feel Good)" og "Brazen (Weep)" var også singlehits i England.
I et indlæg på sin webside fortæller forsanger Skin, at de er blevet plaget for at lave en opsamling længe, men at det først er nu, de har haft tid til at lave den. Der kommer nemlig også nye numre med samt diverse remix med på den kommende udgivelse.
Gruppen har desuden valgt at promovere den kommende plade med en Europaturné, der starter med en koncert i Bruxelles 9. oktober og afsluttes med en koncert i London 26. november. Koncertprogrammet for november ser ret fyldt ud, men der er faktisk kun en koncert i oktober, så selvom der endnu ikke er offentliggjort en dansk koncert, så er der altså en stor åbning, hvor man kunne håbe de vil kunne finde tid til at kigge forbi.
Det forventes, at det kommende opsamlingsalbum vil få titlen "Smashes & Trashes" og blive udsendt i forbindelse med turnéen.