Nyhed

Kaiser Chiefs og N*E*R*D* i Tivoli

Tivoli har nu offentliggjort programmet for sommerens udgave af Fredagsrock

Det er muligt, at Peter A.G. synes, at der ikke er meget fodbold på plænerne mere, men han vil næppe argumentere imod, at der er masser af rock på Plænen i Tivoli denne sommer. Den københavnske forlystelsespark har netop offentliggjort årets program, og her finder man udover en lang række danske navne også internationale stjerner som Kaiser Chiefs (billedet), N*E*R*D* og James Morrison.

Fredagsrocken skydes i gang med 17. april med Carpark North, og musikken spiller indtil Infernal lukker koncertrækken 18. september. I den mellemliggende periode kan man udover de nævnte også opleve navne som Sys Bjerre, Nik & Jay, L.O.C., Tim Christensen, Veto og Spleen United.

Det er trettende gang, der afholdes Fredagsrock i Tivoli, og de internationale koncerter afvikles 12. juni (James Morrison), 24. juli (Kaiser Chiefs) og 14. august (N*E*R*D*). En voksenbillet til Tivoli koster alle dage 85 kroner, der er samme pris som sidste år. Som noget nyt stiger entreprisen dog efter klokken 20:00 om fredagen til 125 kroner. Prisstigningen efter 20:00 indføres ifølge en pressemeddelelse for at fordele gæsternes ankomst til Tivoli bedre, så eventuelle køer op til koncertstart undgåes, og gæsteoplevelsen dermed løftes.


Det samlede program for Fredagsrock kan ses på websiden fredagsrock.tivoli.dk.

ANNONCE