Nyhed

Ny international kontrakt til Alphabeat

Popsekstetten skifter fra EMI til Universal internationalt, men bliver på Copenhagen i Danmark

Popsekstetten Alphabeat har haft god vind i sejlene de sidste par år, ikke mindst da de sidste år udgav singlerne "Fascination", "10,000 Nights" og "Boyfriend" og albummet "This Is Alphabeat" i England. De tre singler har alle gået top 20 i England og har sammenlagt solgt mere end 400.000 eksemplarer i England.

Såvel singler og album udkom på det multinationale pladeselskab EMI, men i december 2008 afsluttede Alphabeat samarbejdet med EMI. De har nu skrevet en ny international kontrakt med et andet af de fire store multinationale pladeselskaber, nemlig Universal (de andre er i øvrigt Sony og Warner), eller helt præcist Universals underselskab Polydor.

Polydor/Universal er Alphabeats fremtidige samarbejdspartner uden for Danmark, og selskabet vil udsende de næste albums fra gruppen over hele verden.

Alphabeat vil dog i Danmark fortsat udkomme på Copenhagen Records, der herhjemme har udsendt begge gruppens album, først "Alphabeat" i 2007 og året efter "This Is Alphabeat". Sidstnævnte album er en international udgave af debutalbummet med både gengangere, nye numre og genindspilninger af sange fra debuten, og det er altså det album, der også har gået sin sejrsgang i England. Begge album er også blevet solide succeser i Danmark.
Den nye kontrakt er en såkaldt "multi-album deal", altså en aftale, der gælder adskillige albums. Hvor mange er ikke offentliggjort.

Sekstetten har siden indgåelsen af deres første internationale kontrakt været bosat i London, og det er de fortsat. De går nu i gang med at arbejde på deres andet internationale album.

Jakob Sørensen fra Copenhagen Records udtaler i en pressemeddelelse:

"Det her er en stor sejr både for Alphabeat, for os som pladeselskab og for dansk musik i det hele taget. Alphabeat er allerede blevet et etableret navn i England. Et navn, der sælger albums og spiller udsolgte koncerter. Nu får vi så et af de bedste selskaber i England bag os, der kan bygge videre på den succes, der allerede er opnået og tage bandet videre både kreativt og kommercielt. Det er vi er utroligt glade for".

GAFFA har hos Copenhagen Records forsøgt at få uddybet, hvad det er, der har fået Alphabeat til at skifte fra EMI til Universal, nu de har haft så stor succes hos EMI, men det er ikke lykkedes os at få fat i den ansvarlige, Jakob Sørensen i dag.

ANNONCE