Nyhed

Rock Hard Power Spray underskriver pladekontrakt med Target Records

Et af Danmarks førende rockbands skriver nu kontrakt med det danske pladeselskab Target Records. Samtidigt annonceres det, at de udgiver en julesingle.

Siden dannelsen af bandet i 2004 har Rock Hard Power Spray indspillet to plader, begge i USA, men nu vender de altså tilbage til dansk jord for at indspille det tredje album i rækken, og det bliver hos Target Records, der også har The Storm i stalden. Rock Hard Power Spray udtaler sig i en pressemeddelelse om den nye kontrakt:

"Stilen er den samme, bandet det samme, selvtilliden mindste lige så stor og ambitionsniveauet højere end nogensinde. Denne gang dog i samarbejde med landets eneste rigtige rock-pladeselskab. Vi er her for at udfylde et tomrum på den danske musikscene, som bare bliver større og større for hvert fucking keyboard, der bliver langet over disken."

Administrerende direktør hos Target Distribution ApS svarer denne salut med et "Velkommen hjem, drenge!". Ganske passende, for de har turneret vejene tynde i både USA, Kina og Rusland.


Lige nu forhandles der så med producere og studier, og mens alt det praktiske falder på plads, skal bandet så udgive en julesingle, der ikke lige lyder, som en julesang plejer. Den hedder "Bad Day" og der er premiere på sangen og den tilhørende video den 16. november, men der er dog allerede nu offentliggjort en lille teaser, som kan ses her.

Rock Hard Power Spray får ganske travlt i de kommende uger, da de skal på en kort Danmarks-turné, der starter allerede på fredag d. 6 november i Rødovre, det fulde program kan ses nedenfor. Derudover loves der i pressemeddelelsen at det tredje, endnu unavngivne album, udkommer engang inden sommeren 2010.

Turnéprogram:


06/11 - Rødovre @ Viften

20/11 - Nakskov @ Huset

21/11 - Herning @ Fermaten

27/11 - Odense @ Posten

28/11 - Kbh @ Pumpehuset

Der er endnu billetter at få, og de kan findes via GAFFA Live.

ANNONCE