Brooklyn-gruppen har tracklisten og udgivelsesdatoen klar for det kommende album "Odd Blood"
Den amerikanske gruppe Yeasayer har fundet en usædvanlig balancegang mellem den instrumentale verdensmusik og indierocken, som gjorde dem til et spændende nyt navn, da de sidste år spillede på Roskilde Festival og udgav albummet "All Hour Cymbals". Nu er gruppen klar med opfølgeren, der har fået titlen "Odd Blood".
Andet album fra indie-gruppen udkommer som det første af Yeasayers albums på selskabet Secretly Canadian og ikke på We Are Free, som det var tilfældet med det roste album "All Hour Cymbals". GAFFAs anmelder fandt også, at det første album var "vellykket" og skrev desuden i sin firestjernede anmeldelse:
"'All Hour Cymbals' grænser til det uforståelige eller religiøse, men der er alligevel en klar retning på de brudstykker af melodier, som snor sig mellem de indviklede korelementer og etniske guitarer, som på singlerne 'Wait For The Summer' eller '2080'. Derfor efterlader Yeasayer et indtryk af at have fundet en nøgle til at bringe orden i et ultrakomplekst musikalsk udtryk."
Næste år kan publikum høre, om Yeasayers opfølger "Odd Blood" stadig tager udgangspunkt i de mellemøstlige instrumentaler og de vestlige guitarriffs, når albummet udkommer den 7. februar.
Tracklisten for albummet "Odd Blood":
01 The Children
02 Ambling Alp
03 Madder Red
04 I Remember
05 ONE
06 Love Me Girl
07 Rome
08 Strange Reunions
09 Mondegreen
10 Grizelda