Nyhed

Grinderman har indspillet andet album

Medlemmet Warren Ellis fortæller, at albummet er optaget, og at lyden er blevet mere psykedelisk

Nick Cave har ud over udgivelserne med The Bad Seeds og de mange film- og bog-projekter haft bandet Grinderman kørende med blandt andre multiinstrumentalisten Warren Ellis. Nu har det grovkornede band afsluttet både indspilningerne og mixningen af det andet album og regner med at udgive det i starten af det nye år.

Warren Ellis, der sammen med resten af Grinderman også er i Nick Cave And The Bad Seeds, har fortalt om arbejdet med det kommende album til musiksiden Thequietus.com. Han fortæller, at albummet er blevet afsluttet for cirka en måned siden, og at arbejdet med masteringen er i fuld gang. Ellis mener, at det albummet både er meget forskelligt fra det seneste Bad Seeds-album "Dig, Lazarus, Dig" og den første Grinderman-udgivelse.

"Der er en attitude på det, som er lig Grinderman, men lydmæssigt har det nogle pænt underlige ting på. Det er nok mere kødfuldt end den første plade. Vi har nok lært at spille instrumenterne bedre. Jeg har spillet på mange forskellige ting på albummet, der er blandt andet violin på det, som jeg ikke havde på det andet album, og der er også meget mere backing vokal."


Warren Ellis kalder den nye Grinderman-lyd for "stener-rock", der møder lyden af den psykedeliske funk-mand Sly Stone. Derudover nævner multiinstrumentalisten det tyske krautrock-band Amon Duul som inspiration, men udelukker samtidig ikke den eksplicitte brug af sex hos frontmanden Nick Cave.

"Det er meget forskelligartet, og der er en masse ting på det, som ikke lyder som noget, vi har lavet før. Nick har en anden måde at arbejde med lyrikken på, som han havde med The Bad Seeds, og han har fundet en ny ting i forhold til det første album. Om der er mindre sex? Det vil jeg ikke sige. Det er psykedelisk, og jeg synes, det er fantastisk. Vi er virkelig oppe at køre over det."

På trods af at "No Pussy Blues"-bandet skulle være så langt i processen med det nye album, skal man ifølge Warren Ellis pænt vente til starten af 2010, før næste album udkommer. Grindermans andet album har endnu ikke fået en titel.


ANNONCE