Nyhed

The National til Roskilde

Gruppen har varslet deres ankomst til Danmark på deres officielle webside

Den anmelderroste amerikanske gruppe The National udsender 10. maj deres femte album, der har fået titlen "High Violet". I den forbindelse påbegynder de i næste uge en verdensturné, der til juli også vil bringe dem forbi årets Roskilde Festival.

The National lægger i denne måned ud med at spille tre amerikanske koncerter, inden de til maj sætter kurs mod London. Herefter følger europæiske og amerikanske datoer i maj og juni, inden de til juli vender tilbage til Europa for at spille en håndfuld festivalkoncerter. Den første af dem finder i følge gruppens officielle webside sted på årets Roskilde Festival.

Bandet har tidligere gæstet både Århus og København, og i 2007 kunne man se dem fremføre materiale fra albummet "The Boxer" på Odeon Scenen. Men bevæbnet med et nyt album er gruppen altså klar til at give endnu en koncert i Roskilde, hvilket der formodentlig er rigtig mange, der ser frem til.

Roskilde Festival offentliggør hele deres samlede program til et pressemøde i dag torsdag 15. april klokken 12:00.

ANNONCE