Nyhed

Albumdebut fra tidligere piskedronning

Sandra Day er 71 år, transseksuel, tidligere stripper og s/m-bordel-bestyrer og udgiver nu sit første soloalbum

Kvinde fra hoften og opad – mand nedenfor. Hun hed oprindeligt Alexander, men skiftede i 1969 det mandlige navn ud med Sandra, fik indopereret kunstig barm, og har siden levet et liv som transseksuel. Hun har været frontløber for mange i det homoseksuelle miljø, og har med tiden også optrådt i det københavnske natteliv i mange sammenhænge. Både som stripper og piskedronning, men også som sanger og skuespiller blandt andet sammen med kendte skuespillere som Ove Sprogøe og Bodil Kjer.

Til januar udkommer så solodebuten "Sing – Don't Cry". Albummet er produceret og skrevet af Johnny Stage, der tidligere har været inde over musik fra blandt andre Sort Sol og Martin Hall. Sidstnævnte gæsteoptræder i øvrigt på "Sing – Don't Cry". Stilen på albummet beskrives som en blanding af Grace Jones, David Lynch og Scott Walker. Sandra Day og Johnny Stage har tidligere optrådt sammen ved specielle lejligheder, og de planlægger optrædener både sammen og hver for sig i dette efterår.

"Sing – Don't Cry" udgives på Rip It Up Records 11. januar 2011 – i øvrigt på Sandra Days 72 års fødselsdag.


ANNONCE