Nyhed

Michael Bolton og Brandy i amerikansk Vild Med Dans

Voksenrocksangeren og r&b-stjernen er blandt årets kombattanter sammen med blandt andre David Hasselhoff

Arrangørerne bag den amerikanske udgave af "Vild Med Dans", som derovre hedder "Dancing With The Stars", har netop offentliggjort årets deltagere, og blandt dem finder vi et par markante musiknavne. Nemlig r&b-sangerinden Brandy og voksenrocksangeren Michael Bolton (billedet), kendt for storhittene "How Am I Supposed To Live Without You" og "When A Man Loves A Woman". Også "Baywatch"-skuespilleren David Hasselhoff, der også har gjort sig lidt i musikverdenen, har meldt sig blandt kombattanterne.

Blandt de øvrige af årets deltagere finder vi Bristol Palin, datter af den tidligere amerikanske vicepræsidentkandidat Sarah Palin og kendt for at blive gravid som 17-årig, selvom hendes mor prædiker seksuel afholdenhed for teenagere. Herudover finder vi realitystjernen Michael Sorrentino, skuespillerne Jennifer Grey – kendt fra "Dirty Dancing" – Audrina Patridge, 76-årige Florence Henderson, Kyle Massey, kendt fra "Hannah Montana", komikeren Margaret Cho, football-spilleren Kurt Warner og basketballspilleren Rick Fox.

Årets sæson af "Dancing With The Stars" begynder mandag den 20. september på ABC.


 

 

ANNONCE