Bandet efterlyser desuden visuelle fan-bidrag
De skotske indie-poppere i Belle And Sebastian er på vej med deres ottende studiealbum, der er det første siden The Life Pursuit fra 2006. Den nye plade kommer ifølge bandets officielle website til at hedde Belle And Sebastian Write About Love, og frontmand Stuart Murdoch efterlyser billeder af fans, der skriver albumtitlen forskellige steder:
"Vi udvælger nogle af de mest sceniske, artistiske og udførlige og præmierer de bedste indslag med en præmie af en eller anden art. Så for at opsummere, vil jeg gerne se billeder eller videooptagelser af jer, der enten skriver "Belle and Sebastian Write About Love" eller "Write About Love" på hemmelige eller offentlige steder i jeres hjemby. Send dem hertil og husk at bruge kridt eller noget andet non-permanent til at skrive med."
Bandets sidste album, The Life Pursuit, blev honoreret med fire stjerner af GAFFAs Jeppe Kroghsgaard Christensen, der skrev:
"Var 13 sange således blevet til 8, havde The Life Pursuit utvivlsomt stået sig bedre. Denne omstændighed ændrer nu ikke ved, at bandet har fat i den lange ende, og deres forbandet iørefaldende blend af alt fra folk over glam til tyggegummipop er så afgjort værd at lytte til – også for ører uden for indie-miljøet."
Der er endnu ikke sat nogen dato på, hvornår Belle And Sebastian Write About Love rammer pladebutikkerne.