Anden udgave af den århusianske festival afvikles på Musikcaféen til september
I 2009 var der for første gang Tubescream Festival i Århus, hvor arrangørerne over en uge havde sat en lang række koncerter op rundt om i byen. Men i år er festivalen samlet på Musikcaféen, hvor man over to dage vil kunne opleve navne som Fagget Fairys, The River Phoenix og Eim Ick (billedet).
Her vil man indrette sig således, at gården omkring Musikcafeen i Mejlgade, Århus bliver omdannet til festivalplads med græsplæne, stole man kan slænge sig i og en dj-scene. Man har fra arrangørernes side også et mål om at præsentere helt ny, dansk musik, så derfor er også Kings Of Dark Disco, Beatspeech og Wonder Rubber Stars på programmet.
Tubescream Festival 2010 afvikles i dagene 10.-11. september, og billetpriserne ligger på 60 kroner fredag og 70 kroner lørdag, mens en billet til begge dage koster 100 kroner.
Det er Tubescream Booking & Management, der står bag arrangementet, og de har også deres egen dag til Present Aarhus i Ridehuset. Her kan man 31. august opleve engelske Minnaars sammen med Annasaid og Beatspeech.