Nyhed

Savage Rose gæster Koncerthuset

Annisette Co. spiller i København til maj

Savage Rose kan næste år fejre sin 44 (!) års fødselsdag, men orkestret er stadig i fuldt vigør, selvom eneste originale medlem er sangerinden, tekstforfatteren og på det seneste også komponisten Annisette, der i dag er 61 år.

Gruppen arbejder for tiden på et nyt album. Hvornår dette udkommer, vides endnu ikke, men faktum er, at Savage Rose spiller i DR Koncerthuset lørdag den 21. maj 2011.

Indtil 2006 stod Thomas Koppel for gruppens orgelspil og kompositioner, men efter hans død har Annisette båret den kompositoriske stafet videre i samarbejde med parrets datter Naja Rosa, som også fungerer som korsanger og tidligere i år debuterede som solist med stor succes.


Savage Rose debuterede i 1968 med et selvbetitlet album, der blandt andet indeholdt sangen "A Girl I Knew", som gruppen stadig hyppigt spiller live. I det hele taget fremfører gruppen ved deres koncerter stadig mange sange fra deres engelsksprogede plader fra perioden 1968-1973.

Herefter skiftede gruppen til dansk, blandt andet i protest mod de amerikanske pladeselskaber, som ellers havde et godt øje til gruppen, inden den afviste at spille for de amerikanske tropper i Vietnam og tog tilbage til Danmark efter en tid i USA.

Savage Rose vendte tilbage til det engelske sprog på 1995-albummet "Black Angel", som blev et stort comeback for dem, og titelnummeret fra dette album plejer også at være fast på gruppens repertoire til koncerter.


De medvirkende musikere i The Savage Rose - ud over Annisette - er: Palle Hjorth (klaver, Hammond-orgel og harmonika), Anders Christensen (kontrabas og elbas), Anders Holm (trommer), Rune Kjeldsen (guitar) samt Naja Koppel og Amina Carsce Nissen (kor).

Billetsalget til koncerten begynder mandag 6/12 kl. 10 via billetnet.dk eller dr.dk/koncerthuset

ANNONCE