Den amerikanske rockgruppe har et nyt album på gaden til juni
Rockgruppen fra New Jersey havde stor succes med sit seneste album "The '59 Sound" fra 2008, og nu annoncerer bandet et nyt album, som ligger klar på hylderne til sommer. Albummet kommer til at hedde "American Slang", og bliver produceret af Ted Hutt, der også stod for produktionen af "The '59 Sound".
"The '59 Sound" høstede ikke mindre end fem stjerner fra GAFFAs anmelder Erik Barkman, der om albummet skrev rosende ord som:
"En snert af klassisk rock'n'roll-lyd – især i forsanger Brian Fallons Elvis-ekko – er omtrent eneste dikkedar på et album, der hylder de store følelser, det medrivende groove og det sangbare omkvæd. The '59 Sound er en plade af den slags, der tvinger højre hånd over på stereoanlæggets store volumeknap".
Albummet blev mange steder listet blandt årets bedste udgivelser, heriblandt hos de respekterede musikmagasiner NME og Q Magazine.
The Gaslight Anthem spillede efter udgivelsen af deres populære andet album på en stor mængde festivaler i sommer, blandt andre Coachella, Oxegen, Glastonbury, Lollapalooza, Leeds samt på Roskilde Festival herhjemme i Danmark.
Gruppen har bekendtgjort en række sommerkoncerter i 2010, der indtil videre inkluderer England og Holland samt to festivaler i Tyskland, og det bliver spændende at se, om de også denne sommer slår et smut forbi Danmark.
Om ikke andet kan man ihvertfald se frem til, at "American Slang" rammer butikkerne i juni måned.





